Beretning 2000
Jersie Strandvej
På sidste generalforsamling blev det besluttet at genfremsætte tilbuddet til amtet om at deltage i finansieringen
af beplantningen med henblik på at få den fremskyndet, og give tibuddet en løbetid på et år. Men amtet har
afslået tilbuddet, det er en ren politisk beslutning hvornår de enkelte dele af vejen bliver sat i stand og
beplantet, og man har ikke mulighed for at gøre det inden for et år.
Maglekærvej
På sidste generalforsamling blev det besluttet at tilbyde kommunen at deltage i finansieringen af beplantning på
Maglekærvej. Kommunen har bevilget penge til formålet og arbejder i øjeblikket på en beplantningsplan.Vi
afventer den og glæder os over at dette ser ud til at lykkes.
Foreningsadministration
Vi er fortsat bagud med kontingentopkrævningen.
Kontingentet for 1999 blev opkrævet i 2000 og i år forventer vi at opkræve
kontingentet for 2000 og 2001 den 1. maj.
Hvis der er medlemmer, der har vanskeligt ved at betale to års kontingent på een gang, må de henvende sig
til bestyrelsen, så finder vi en ordning på det.
Næste år vil vi så være tilbage til det normale, så kontingentet for 2002 kan opkræves 1. januar.
Vi beklager selvfølgelig at det har taget så lang tid at få nyt system på plads,
men da der ikke mangler likviditet i foreningen og pengene
ligger i medlemmernes lommer så længe, håber vi på tilgivelse.
Sct.Hans 2000
Sidste år til Sct.Hans fik vi en tilladelse fra Skovdistriktet til at have levende musik til Sct.
Hans bålet, hvis det ikke var elektrisk forstærket. Tante Tillies Fodvarmere spillede godt
som de plejer, men det kunne ikke høres ret langt væk. Vi har så i år valgt at holde
musikken inde "på land" men har ikke taget stilling til hvad vi skal gøre til næste år.
75 års Jubilæum
Den 1. august har foreningen 75 års jubilæum og vi har tænkt at fejre det på flere måder.
For det første holder vi en fest Sct. Hans aften for alle medlemmer i et telt på foreningens
plads på Søndre Strandvej 19. Her bliver først musik for de lidt ældre ved
Per Krogens Trio
derefter fakkeltog med bål og til sidst musik for de lidt yngre ved bandet
PhataMogana.
Ved vores 60 års jubilæum blev der udgivet et jubilæumsskrift, det vil vi opdatere og lægge
ind på hjemmesiden. Desuden vil vi lave en lille folder der fortæller historien i korte træk
og henviser til hjemmesiden.
I anledning af jubilæet har vil tillige flyttet generalforsamlingen til Solrød Strandkro, hvor
foreningen efter generalforsamlingen vil servere biksemad til de fremmødte.
Hastighed på vejene
Vi har i en årrække forsøgt at få hastighedsbegrænsninger på vejene, men vi har ikke kunnet få politiets
tilladelse til at opsætte rigtige hastighedsbegrænsningstavler. Vi har også søgt at få lov til at opsætte zonehastighedsbegrænsningstavler, men dels er de kun vejledende, dels fordrer de at der laves bump på vejene, og bump
har der ikke været stemning for blandt medlemmerne. De er dyre at etablere, og ikke behagelige at køre på.
Vi fandt så sidste år på at vi ville lave nogen skilte selv med "pigen og ballonen" og en tekst med "max XX
km/t". Det havde vi fået forståelse af at man gerne måtte, men det har efterfølgende vist sig, at det må man
heller ikke. Man må hverken skrive noget, der kan ligne et påbud eller et forbud, og man må ikke benytte
noget, der ligner et officielt skilt.
Vi overvejer nu et skilt der kunne se ud nogenlunde som dette. Med ensfarvet baggrund i samme gullige farve
som naboovervågningsmærkaten og i størrelse ca. 20x50 cm. Vi vil lade det være op til generalforsamlingen at
afgøre om det er en god idé.
|  |
Vejvedligehold
Der er nogen enkelte asfaltveje, der skal lappes til sommer. Den løbende vedligeholdelse af grusvejene fungere
kun nogenlunde når vejret har været så vådt som det har. Vi overvejer at lave forsøg at lave fald på en grusvej
til den ene side, for at få vandet til at løbe af og dermed undgå så mange huller. Strandtoften har været slem i
vinter og det er muligt vi laver forsøget der.
Vandværket
Der er opstået samarbejdsproblemer og uenighed internt i Vandværkets bestyrelse, og der er beskyldninger om
uregelmæssigheder i regnskabet. Da alle vore medlemmer er medlemmer af vandværket har grundejerforeningens bestyrelse fundet det rimeligt at undersøge nogen af beskyldningerne. Vi valgte tre rimeligt konkrete
punkter og fik af vandværkets bestyrelse lov til at få en udefra kommende revisor til at kigge i regnskabet.
Det er sket og revisorens konklusion blev, for de to af punkternes vedkommende at det er korrekt at der er sket
revisorfejl i regnskabet i 1998 og 1999, men at fejlene er dokumenteret, forklaret og rettet og at det ikke har
kostet medlemmerne penge eller har noget at gøre med at nogen har villet berige sig på medlemmernes
bekostning. Det tredie punkt blev stikprøvevis undersøgt, men kunne heller ikke bekræftes. Der er dog flere
beskyldninger end dem vi har undersøgt, men de fleste er ikke af så konkret karakter. Vi skal derfor opfordre
vore medlemmer til at møde op på Vandværkets generalforsamling den 22/3 kl. 19.30 på Gymnasiet i
Solrød Centret.[Se revisorens rapport]
Erhverv
De fleste af lokalplanerne i vores område indeholder en bestemmelse om, der ikke må drives erhverv fra
ejendommen, men at kommunen kan give tilladelse til liberalt erhverv. Planstyrelsen har desværre omstødt
disse bestemmelser med en afgørelse om, at der ikke kan nedlægges forbud mod erhverv i boliger, når der ikke
beskæftiges andre end husets beboere og når ejendommen som helhed ikke ændrer karakter af beboelse. Men
man må fortsat ikke være til gene for naboerne med støj, lugt, parkering eller andet.
Brændeovne
Der er kommet nye regler for afbrænding i brændeovne, og der står i dem, at det ikke er tilladt at brænde plast
og trykimprægneret træ. Vi opfordrer desuden medlemmerne til at undgå at brænde noget, der lugter eller
ryger på en sådan måde, at det kan genere de omkringboende.
Havebelysning
Selv om prisen på elektricitet er høj, er det allligevel blevet populært med udendørs belysning på haveanlæg og
huse.Vi skal opfordre vore medlemmer til at indrette sådan belysning så den ikke blænder hverken naboer eller
forbipasserende på veje og stier.
Græsklipning, brændesavning, flishugning m.m.
Vi opfordrer medlemmerne til at undlade brug af motorredskaber og anden støjende adfærd lørdage efter kl.
14.00 og søndage før kl. 10.00 og efter kl. 12.00.
Plankeværker og havemure
Vi henstiller til medlemmerne, at de i videst muligt omfang undgår at opsætte plankeværker og havemure. I
fald man alligevel ønsker at opsætte plankeværk eller havemur bør det ske mindst 30 cm inde på egen grund,
og der bør plantes grønt foran. Hensigten er at søge at forbedre og bevare vores områdes grønne sommerhuspræg. Det kan godt i visse situationer være praktisk med et plankeværk, men det bliver aldrig kønt. Mange
af vore veje er smalle, og der er visse steder at det føles nærmest som at bevæge sig i en slugt, når der er
plankeværk på begge sider.
Parkering
Vi henstiller til medlemmerne, at de parkerer egne biler inde på egen grund. Mange af vore veje er smalle, og
det er hverken pænt eller praktisk at have biler parkeret på vejen. Der er en forøget risiko for uheld, hvis
fodgængere og biler samtidig skal passere en parkeret bil, ligesom det giver unødig slidtage i den modsatte
rabat, hvis der er tale om en vej med græsrabatter. Gæsteparkering på vejene kan ikke undgås, men det bliver
der jo bedre mulighed for, hvis der ikke også skal være plads til vore egne biler.
Beskæring langs veje og stier
Vi opfordrer til at klippe buske og træer langs veje og stier. Bestyrelsen beder medlemmerne om at beskære
bevoksningen i følge reglerne, så veje og stier bliver frie for bevoksning. Dels ser det pænest ud, dels er
mange af vore veje og stier i forvejen smalle, så de ikke er nemme at færdes på, hvis der ikke er beskåret.
Opmærksomheden henledes på, at der flere steder er opsat parklamper 1 meter ude på vejen. Det er sket for at
give lamperne mulighed for at lyse på langs af vejen, og denne meter skal derfor fortsat holdes fri for bevoksning.
Vi skal også gøre opmærksom på, at vejene skal forblive veje, og ikke må inddrages til haveanlæg eller
parkeringspladser ved at lægge sten eller opsætte pæle for at forhindre kørsel i rabatten. Det gælder også
bænke, blomsterkasser, affaldsstativer, cykelstativer samt træer og buske. Alle vil have forståelse for en
midlertidig snor til at beskytte nysået græs, men som hovedregel er rabatten en del af vejen, og skal kunne
bruges til at vige for en modkørende, så permanente forhindringer må ikke opsættes.